Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner og projekter

Traditioner og projekter i indskolingen

I indskolingen har vi en lang række faste traditioner.  Det er arrangementer og aktiviteter vi vægter i forhold til elevernes læring – socialt og fagligt - og især i forhold til fællesskabet på skolen. 

Morgensang:
Hver morgen starter alle indskolingsklasserne med morgensang i Galaksen. Her synger vi kendte sange og lærer nye sange. Indskolingens musiklærere spiller til. En gang imellem optræder elever/klasser eller der fortælles om en særlig begivenhed. Forældre er meget velkomne til at deltage.

Naturvidenskabsfestival:
På stensballeskolen deltager vi i Naturvidenskabsfestivalen i uge 39. Her arbejdes der med årets spændende emne inden for naturfagene. Dette sker på flere årgange.

Skolernes motionsdag:
Stenballeskolen arrangerer motionsdag for alle skolens elever fredag før efterårsferien – på en sjov og motiverende måde.  En hyggelig og rar dag, hvor vi bevæger os – sammen.

Spil dansk dagen:
I oktober afholder indskoling sammen med mellemtrinnet Spil Dansk dag. Her synger vi de rigtigt gode danske sange og ørehængere. Skolens musiklærere eller elever fra mellemtrinnet spiller til.

Julemåneden:
Juleklippedag: Omkring 1. december har vi en hyggedag med juleklip og pyntning af klasserne. En del klasser inviterer forældre og evt. bedsteforældre med.

Lucia: 3. årgang går Lucia til en udvidet morgensang. Både dreng og piger deltager i Luciaoptoget. Det er en meget stemningsfyldt morgen med sang, fortælling og optog. Forældre er meget velkomne.

Kirkegang: en af de sidste dage før juleferien er der julegudstjeneste for alle klasser på skolen i Vær Kirke. Vi går i hold den smukke vej til og fra kirken.

Danmarksindsamlingen:
På Stensballeskolen samler vi altid penge ind til Danmarksindsamlingen. Vores mellemtrin arrangerer et legetøjsmarked, hvor der kan gøres en god handel. Vi er ret dygtige til at bidrage med et pænt beløb til en god sag.

Balleby:

Med nogle års mellemrum omdannes hele Stensballeskolen til Balleby i en uge. Her har vi egen valuta, har butikker, virksomheder, egen avis, restauranter og meget meget mere. Store og små er i blandede gruppe og der er gang i den.

Fastelavn:
Fastelavn fejres i indskolingen med udklædning, catwalk, tøndeslagning og forskellige lege. Forældre er meget velkomne til catwalken.

Skolernes skakdag:
D. 7. februar er det skolernes skakdag. På Stensballeskolen har vi uddannet skaklærere og skakelever. Skolen er en del af et projekt KISS gennem Dansk Skoleskak, og skak er en naturlig del af de læringsaktiviteter, vi bruger i undervisningen, i frikvartererne og i SFOen.  Skak giver mulighed for fordybelse og læring – både faglig og socialt. Her kan eleverne være sammen på tværs af alder.

Trivselsdagen:
På Stensballeskolen vægter vi elevernes trivsel højt. På den internationale trivselsdag arrangeres forskellige fælles aktiviteter for hele skolen– ofte på tværs af alder, så store og små møder hinanden i et hyggeligt og sjovt fællesskab. Det skaber nye venskaber og styrker fællesskabet.

Skolefest:
I foråret er der skolefest for alle.  6. årgang laver en forestilling, som alle elever og forældrei indskolingen og på mellemtrinnet inviteres til at se i hallen. Bagefter er der spisning i klasserne og selvfølgelig dans på diskotekerne. En festlig og hyggelig aften for børn og forældre.

Fælles matematikdag:
I foråret arrangerer skolens matematiklærere en fælles matematikdag for hele skolen, hvor der arbejdes med et fælles tema. Vi starter alle op med matematiksang og matematiklege. Derefter arbejdes der praktisk og kreativt med emnet hele dagen.

Tjuhejdag

En dag før sommerferien, hvor hele indskolingen tager på Husodde strand og leger, hygger og har tid til samvær og sjov. Det kan være vi klæder os ud som indianere og bliver til Ballestammen, danser soldans og laver masser af indianer-aktiviteter – eller noget andet sjovt.

  • Og en hel masse andre spændende ting i klassen, på årgangen på tværs af årgange eller hele skolen.