Læring, dannelse og fællesskaber
På Stensballeskolen møder vi alle elever med anerkendelse, respekt og oprigtig interesse. Vi ser alle elever som mennesker med egne styrker, potentialer og behov. Vores udgangspunkt er, at alle børn skal have mulighed for at deltage aktivt – både fagligt og socialt – uanset forudsætninger.
Vi arbejder hele tiden med at skabe deltagelsesmuligheder for alle. Det gør vi ved at have fokus på både det faglige indhold og de fællesskaber, undervisningen foregår i, i et gensidigt afhængigt forhold. Her tager vi udgangspunkt i begrebet fag og fællesskab, hvor de forpligtende fællesskaber, der findes i skolen, skabes og opretholdes gennem de måder, vi organiserer undervisningen på, så eleverne oplever at være en del af fællesskaber, der er båret af undervisningens indhold. Her bruger vi bl.a. scenariedidaktikken som en måde at skabe motivation og engagement hos eleverne, samtidig med at det giver eleverne mulighed for at få medindflydelse på undervisningens indhold.
I undervisningen søger vi hele tiden at bruge bevidste og velovervejede metoder, som bl.a. skal styrke elevernes
engagement, så de bliver motiverede og nysgerrige
opmærksomhed, så de lærer at fokusere og fordybe sig
vedholdenhed, så de lærer at arbejde målrettet over tid.
Vi tilrettelægger vores undervisning, så eleverne oplever, at de kan lykkes, samtidig med at de mødes med passende udfordringer, bl.a. ved at arbejde med fælles strukturer for timens forløb.
Læring er en udviklingsproces, der sker i samspil med andre. Eleverne lærer ikke kun af undervisningens indhold, men også gennem de relationer og situationer, de er en del af i undervisningen og vores fritidspædagogiske tilbud. Gode relationer mellem elever, lærere og pædagoger – og eleverne imellem – er afgørende. Derfor prioriterer vi tryghed, gensidig respekt og forpligtende fællesskaber højt.
En vigtig del af læringen er at forstå sin rolle i det forpligtende fællesskab. Det betyder, at man tager ansvar for både sig selv og andre, bidrager til fællesskabet og er bevidst om, hvordan man påvirker sin omverden. Eleverne skal opleve, at deres bidrag til fællesskabet har værdi og altid spiller en vigtig rolle, så de får handlemuligheder
Vi ønsker at danne livsduelige og uddannelsesparate unge mennesker, der kan sætte sig selv i spil i mødet med andre mennesker, kan agere konstruktivt i socialt samspil og forstår, hvordan de lærer bedst, og kan bruge denne viden aktivt
På Stensballeskolen lærer vi ikke kun for skolen, men også for livet. Vi ser skolen som det sted, hvor børn og unge udvikler sig til hele mennesker, der kan trives, samarbejde og bidrage – både nu og i fremtiden.