Velkommen til skolestartere og deres forældre på Stensballeskolen.
KLAR – PARAT – SKOLESTART
Skolestarterne på Stensballeskolen begynder i børnehaveklassen i august. Inden den egentlige skolestart tilbyder vi SFO fra 1. august.
I året op til skolestart har Stensballeskolen et tæt samarbejde med Daginstitution Stensballe omkring de kommende skolestartere.
Børnehaveklasselederne kommer på besøg i børnehaverne, inden børnene begynder at komme på skolen.
Informationsmøde om skolestart:
I november i forbindelse med skole-indskrivning inviterer skolen til informationsmøde for alle forældre til kommende skolestartere. Her præsenterer vi skolen, fortæller om skolestarten og om at være skoleparat. Vi lægger vægt på, at vi sammen støtter børnene i at kunne indgå i forskellige fællesskaber og danne relationer til andre børn samt i lysten til at indgå i leg og læring. Vi har fokus på, hvad forældrene kan gøre for at hjælpe børnene til at blive selvhjulpne
”At gøre skoleparat” er at stille krav til dit barn – også noget barnet ikke helt kan håndtere – endnu. Stil kravene et ad gangen og prøv at øve barnet i at udskyde egne behov. Hold god struktur i hverdagen omkring søvn og måltider. Få talt sammen derhjemme og vis interesse for dit barns oplevelse i barnets hverdag. Læs højt for dit barn, så der opstår en naturlig nysgerrighed på, hvad bøgernes verden kan byde på.
På skolen lægger vi vægt på ”at gøre personlig robust” og udvikle sociale kompetencer. Det er vigtigt at udvikle evne og kompetence til at arbejde – og udvikle sig personligt sammen med andre – også nogle der er forskellig fra en selv. Alle børn skal opleve sig som en del af fællesskabet og få mulighed for at deltage.
Vi mener, at vi skal give børnene kompetencer til at være i verden. Vi kan ikke fjerne det, der er svært, men vi kan i fællesskab skabe handlinger sammen med barnet, der gør barnet kompetent.
Dannelse af klasser:
De kommende klasser dannes i løbet af april i tæt samarbejde med børnehaverne. Skolen får en grundig overlevering fra børnehaverne om gruppen, det pædagogiske arbejdet med den og de enkelte børn.
Skolestartsmøde med børn og forældre:
Sidst i april inviterer vi til et skolestartsmøde for både forældre og børn. Her møder børnene for første gang deres nye klassekammerater, børnehaveklasseleder og skolepædagog. Forældrene møder hinanden og lærer hinanden lidt at kende, så vi får startet et godt fællesskab i klassens forældregruppe. Og et rigtigt godt samarbejde mellem skole og hjem.
Besøg på skolen før skolestart:
Børnene kommer én gang om ugen på skolen i de sidste ca. 2 måneder før sommerferien sammen med personale fra deres børnehave. Her møder de deres kommende klassekammerater, børnehaveklasseleder og skolepædagog. De lærer deres nye kammerater, de voksne og skolen at kende i en overskuelig og tryg ramme. Der laves særlige aftaler med forældre, hvis børn går i andre børnehave end dem i Stensballe, så de også kan deltage.
Overlevering fra børnehaverne:
Inden skolestarten har vi en række overleveringsmøder med forældre, børnehave og skole på de børn, der er en særlig indsats omkring og som skal have ekstra opmærksomhed i skolestarten.
Første skoledag:
Første skoledag i august bydes de nye børn og deres forældre velkomne med den traditionelle flagallé. Her har børnene deres skoletaske med og deres skolegang på Stensballeskolen starter for alvor.
Vi glæder os til at byde nye børn og deres forældre velkomne på vores dejlige skole.
Har I brug for at drøfte noget med skolen, så er I altid velkomne til at kontakte os på skolen.
Invitationer til informationsmødet sendes ud på Aula via børnehaverne eller som e-post direkte til forældrene, når tiden nærmer sig.
Indskrivning til skole
I Horsens Kommune foregår indskrivningen digitalt i december måned. I vil fra Horsens Kommune modtage yderligere information om skoleindskrivning i jeres digitale postkasse. Her er link til den digitale skoleindskrivning: